Natteløbet

Filmprojekt

Storyboard: 

Præmis: 

Præmissen er implicit, men vores tanke var, at vi ville vise, at det var bedst, hvis de 3 piger havde holdt sammen i skoven i stedet for, at Jeanette og Line løbe væk fra Mette og efterladt hende alene og bange i skoven. Hvis de var blevet sammen alle 3, havde historien måske endt anderledes.

Plot: 

Filmen handler om 3 piger, der er på natteløb ude i en mørk skov, hvor de skal finde diverse poster. De er utrygge i mørket og prøver at drille hinanden lidt, for at få nervøsiteten væk.
Pludselig hører de lyde og de mener, at kunne se en inde i skoven. 2 af pigerne løber alt hvad de kan og vores hovedperson, Mette er alene i skoven. Hun prøver at løbe efter veninderne, men i panik og angst kan hun ikke finde ud af den uhyggelige skov, hvor hun tilsyneladende ikke er alene. Kommer hun ud af skoven i  live?

Refleksioner om filmproduktionen

Filmiske og fortælletekniske virkemidler:

Hovedperson + hovedkarakter: Mette Sørensen - en ung pige på natteløb med 2 veninder.

Biroller: Jeanette og Line - veninder

Modstander: ukendt mand i skov/formodentlig morder

Farver: Vi har valgt at bruge sort-hvide og kolde farver. Dette gør, at filmen bliver mere uhyggelig og giver også filmen en "mørk" undertone. Gysertemaet underbygges også af uhyggelige baggrundslyde/musik samt mørket ude i skoven. I filmen symboliserer den sorte farve blandt andet mørke, ensomhed og angst. Den hvide farve symboliserer blandt andet død og kulde.

Location: vores location er den mørke skove. Lignende locations er tit benyttet i gyserfilm, fx. The Cabin In The Woods, Mama og The Blair Witch Project.

Berettermodellen: 

Anslag: Vi ser en uhyggelig mand. Formålet er at fange publikum allerede fra starten og give dem en viden om, at denne uhyggelig mand nok dukker op i filmen. Dette giver publikum en viden, som gør det muligt at lave en suspense gennem hele filmen. 

Præsentation: Vi præsenteres for de 3 veninder, der er ude på natteløb i en mørk skov. De leder efter post nummer 3 og finde den. 

Uddybning: Vi ser igen den uhyggelig mand og bliver her bekræftet i, at der er en konflikt i skoven.

Point of no return: Hovedpersonens veninder er løbet væk, hun er alene og hun ved, at der er en uhyggelig mand ude i skoven, der gør hende bange og utryg. 

Konfliktoptrapning: Hovedpersonen løber rundt i skoven og prøver at finde ud inden den uhyggelig mand finder hende. Der er mudderet og mørkt. Hun snakker panisk til mobiltelefonen, der optager hendes flugt og frygt. 

Klimaks: Hun bliver væltet omkuld. 

Udtoning: Der er ingen udtoning, da det oftest ikke findes i gyserfilm. Den slutter med et blik af den uhyggelig mand ligesom anslaget. 

Gyserfilmens kendetegn:

Gyserfilmen er karakteriseret ved uhygge. Gyserfilmen vil gerne skræmme publikum og dette gør den ved at benytte sig af suspense og surprise, som skaber en opbyggende stemning og når så klimaks. Fx. kan monstre ses som billeder på det som vi har fortrængt og ikke vil kendes ved - altså det umenneskelige. Monstre er vores indre animalske instinkter, lyster og drifter. Monstret er også, hvad vi frygter mest. Død, ensomhed, blod, skrig og skræmmende lydeffekter er også kendetegn ved gyserfilm. 

Filmproduktion i pædagogisk arbejde: 

Man kan fx. optage film til borgere med hjerneskader, hvor man har filmet deres barndomshjem, venner, familie, billeder mv., således de kan gennemleve deres gamle minder. Dette er en slags dokumentation af deres livshistorie.

Borgere der selv er i stand til det, kan med hjælp fra pædagoger selv en film ved at fortælle deres livshistorie - dette kan ske ved at filme forskellige steder og minder, men også decideret fortælle sin historie til kameraet. 

Film kan i nogle tilfælde være problemløser børn. Fx. emner som mobning og alkohol. Det er en god måde at få børn til snakke om emner på. De kan også selv lave en film om forskellige emner. Og større børn kan lave research og derved arbejde med nogle svære, men aktuelle emner.
Udover diverse emne får børn/unge nogle kompetencer indenfor teknologi og lærer at formidle deres viden videre igennem film.. 

Vi har den opfattelse, at iPads ofte ses som "pause" i pædagogisk arbejde, men det er vigtigt at give den merværdi og benytte den i en faglig kontekst. Her skal pædagogen bidrage med "den gode anderledeshed" - altså at pædagogen skal tilbyde noget ekstra end fx. de spil som børnene kan spille på iPad'en derhjemme. Fx. filmopgave.

1. Leveranceopgave

Analyse og fortolkning af praksisfortælling om Ali

Opgaven som blev givet lyder som følgende: 

Gruppen analyserer og fortolker ”Ali-fortællingen” vha. de tre typiske perspektiver på praksisfortællinger (Labov’s 6 elementer i en fortælling + de 3 POV (point of view/synsvinkel) (Pædagogens-, borgerens- og evalueringsperspektivet)

Fire drenge spiller på computer. Ali er en af dem. Han sidder stille og roligt og venter på sin tur. Lidt efter skrues musikken op og børnene i det andet rum begynder at danse. Ali rejser sig op fra stolen og går ind i det andet rum. Han begynder at danse meget vildt og voldeligt. Han skubber bordet, stolene og de andre børn omkring sig. Han skal være i centrum og have plads til at være sig selv. De andre børn brokker sig over hans opførsel og vil have ham ud af dansen. Ali ignorerer dem fuldstændig og fortsætter med sin dans. Til sidst kommer pædagogen og beder ham om at forlade rummet eller at danse ordentligt. Ali beslutter sig for den første mulighed, forlader rummet i oprør og siger, at alle er dumme og kedelige.  

Point of View: de 3 synspunkter

Pædagogens perspektiv:

• Hvordan er pædagogens syn på borgeren og på situationen?
• Pædagogens syn på Ali starter ud objektiv, men så bliver hun negativladet i sit syn på Ali.
  Hun har en forudindtaget forståelse af Ali, derfor kan hun ikke fremstå objektiv, men går ind og bliver følelsespræget.
  Hun synes ikke om ham, eller situationen.
• Hvad siger fortællingen om pædagogens intention i denne samspilssituation?  (Hvad vil han/hun gerne opnå?)
• De andre pædagoger/læsere skal se hvad problemet er, hun mener det er Ali.
• Intentionen er at fortælle at Ali har problemer med det sociale samspil ml. børnene og de voksne, men i hendes fortælling giver hun egentlig Ali skylden, da hun tilskriver ham nogle egenskaber.
• pædagogen vil skabe ro
• Er der fordomme om borgeren i fortællingen?  Hvis ja, hvilke?
• Der er fordomme omkring at fortælleren benytter sig af adjektiver så som: vild og voldelig (direkte skrevet)
• egoistisk - “Han skal være i centrum og have plads til at være sig selv”  (indirekte)
• Uartig/uopdragen “de andre børn brokker sig om hans opførsel”, hun har altså en forståelse af hans opførsel
• Hvad siger fortællingen om: Institutionskulturen, normer og værdier, læringssyn, menneske-/samfundssyn?
• Institutionskulturen:
• der er turtagning i institutionen
• Pædagogen deltager ikke i aktiviteten, det er en kultur for børn, men ikke med børn. Det er de voksne som vælger aktiviteterne, og vælger hvordan selve aktiviteten skal foregå og er korrekt.
• Normer og værdier:
• Vi antager at Ali har nogle normer og værdier som pædagogen ikke har, nok grundet kulturforskelle
• Læringssyn:
• vi antager at pædagogerne mener at man lærer noget ved at vente på tur ved computeren, gennem fællesdans og bevægelse, men vi synes ikke at der er frit rum til at lære, da man skal danse ordentligt.
• menneske-/samfundssyn?
• vi antager at pædagogerne har et snævert menneskesyn ift. kulturelle forskelle mellem dem og Ali

Borgerperspektivet:

• Hvordan kunne vi fortolke samspillet set fra borgerens side?
• vi antager at han ikke føler sig imødekommet, anerkendt og at han føler sig alene
• Han føler sig ekskluderet
• Han føler sig uretfærdig behandlet og misforstået “dumme og kedelige”
• Hvad vil borgeren gerne opnå i situationen?
• Han vil gerne have det sjovt og være sammen med de andre
• han vil gerne indgå i relationer med både pædagoger og børnene
• han vil gerne opleve nærvær
• Hvad vil borgeren udtrykke med sine handlinger?
• Dansen:
• han udtrykker glæde
• indlevelse
• hans ønske om at være sammen med andre
• Han går i “oprør”
• at han ikke forstår “danse ordentligt”
• at han føler sig uretfærdig behandlet
• han sætter grænser “de skal ikke bestemme hvordan han skal danse” eller “det vil jeg ikke være med til”

Evalueringsperspektivet:

• Hvad kunne pædagogen også have gjort i den situation?
• hun kunne have snakket med Ali på en anderledes måde
• eks. at de andre også skal kunne være her
• at bordene skal blive stående
• hun kunne vise ham et alternativ til dans - så han kan spejle sig i hende. Så han egentligt ved hvad hun synes “danse ordentligt” betyder
• hun kunne deltage aktivt i situationen
• hun kunne lave en danseleg, hvor der er spilleregler alle forstår - eks. stopdans
• Hvad kan fortællingen lære os mhp. fremtidigt pædagogisk arbejde?
• at anerkendelse, kommunikation og relationer er virkelig vigtige i det pædagogiske arbejde - disse elementer er det som bidrager til inklusion.
• fordomme og forforståelser bør man pakke sammen når man møder ind som pædagog
• Hvad var/ville være en udfordring for mig i sådan en situation?
• at holde sig neutral i noget vi antager, som en kaotisk situation, hvor han skubber til bordene

Der er i denne fortælling mange negativt ladede referencer/egenskaber, som tilskrives Ali:

“han skal være i centrum”

- pædagogen har en forforståelse af Ali, mener han skal være i centrum, altså have opmærksomhed

“han forlader rummet i oprør”

• pædagogen kan i realiteten ikke vide om han faktisk er i oprør, han går i princippet bare ud af rummet, og kommer med en kommentar, som selvfølgelig kan udtrykke utilfredshed, men oprør er et meget ladet adjektiv. Pædagogen fremstår slet ikke objektiv.

“Ali begynder at danse vildt og voldsomt”

• hvis han pludselig bryder ud i dans, og det er fordi han vil være i centrum, hvordan kan han så sidde stille og roligt og vente på det er hans tur til at spille computer?
• Måske er det, det faktum at musikken skrues op, der gør han reagerer

Desuden tilskrives der også de andre børn nogle egenskaber:

“de andre børn [...] vil have ham ud af dansen”

• hvordan ved fortælleren dette? måske vil børnene bare have ham til at danse mindre voldsomt

• hvad er at danse ordentligt? kunne det være pga. kulturforskelle at han danser anderledes?

De andre børn “brokker sig”

• Her kunne observatøren have valgt blot at beskrive hvad børnene siger, uden at sige de brokker sig

Fortolkning af fortællingen:

• Ali er alene - både ved computeren og ved dansen. Pædagogen er ikke inkluderende på nogen måde. Hun kunne inkludere ham i enten dansen eller computerspillet

• pædagogen kan muligvis have nogle forforståelser omkring Ali, som måske “han er besværlig”, der er allerede tillagt ham nogle egenskaber, som gør at pædagogen handler som hun/han gør
• Der bliver ikke set på hans adfærd - hvad vil han sige med denne adfærd?
• pædagogen dømmer ham, og ekskluderer ham
• der sker en eksklusion ved at pædagogen siger han ikke danser ordentligt, men nok mener at de andre børn kan danse ordentligt
• Pædagogen kan handle anerkendende, og anerkende at Ali gerne vil deltage, og så kunne pædagogen danse med de andre, så Ali kan spejle sig i de andre og lære “normerne” som pædagogen mellem linjerne, mener han mangler
• Pædagogen kan efterfølgende snakke med Ali, spørge ind til situationen, for at få klarhed over hvad der skete - hvorfor de gik skævt på hinanden
• Måske skulle pædagogen have reageret før - grebet ind før, da han skubbede til de andre, af hensyn til de andre børn
• Professionel kommunikation 
  Hvem er konflikten mellem?:  Ali og børnene, Ali og pædagogen. Pædagogen mener at dans ikke er vildt og voldeligt, kan man se da hun skriver at Ali danser vildt og voldeligt – man kan vha. det se hun mener det modsatte af dans. Han har overskredet hendes værdier. Teksten er meget farvet af pædagogens syn, i stedet for at pædagogen beskrev noget mere. Kriterium: man skal have fokus på situationen. Man bør skrive det sagligt. Man bør starte en praksis med at starte med at fortælle om Ali.
  Bliver konflikterne løst?: konflikten bliver ikke løst, hverken børnene eller pædagogen finder ud af hvorfor han danser som han gør. Pædagogen spørger ikke ind til hvorfor han gør det. Man kan ikke lade ham gå uden at snakke med ham om situationen. Minus på relation!! Pædagogen laver en begrænsning.
  Det er et godt eksempel på pædagogens arbejde men et dårligt eksempel på fortælling.    

To historier i én:

• Der er to historier i historien
• Der er to rum
• To aktiviteter
• Der er to konflikter

Historie 1: computerspil

Begyndelsen:

• 4 drenge som spiller computer
• Ali er en af dem --> her er han inkluderet i denne aktivitet

Midte:

• Han sidder og venter på sin tur

Slutning:

• Han går ind i det andet rum

Historie 2: dansen

Begyndelsen:

• Musikken skrues op og børnene i det andet rum begynder at danse

Midte:

• Ali begynder at danse - vild og voldeligt. Skubber bordet, stolene og de andre børn
• De andre børn brokker sig over ham og hans opførsel

Slutning:

• Pædagogen kommer ind, retter hans opførsel
• Ali går i "protest"      

Labov’s 6 elementer i en typisk fortælling

• Indledning: Et stemnings- og genre-anslag. Jf. ”Der var engang…”
• Fire drenge spiller på computer. Ali er en af dem. Han sidder stille og roligt og venter på sin tur. Lidt efter skrues musikken op og børnene i det andet rum begynder at danse. Ali rejser sig op fra stolen og går ind i det andet rum
• Orientering: Vha. hv-ord guides vi på plads i fortællingens rum.
• Han begynder at danse meget vildt og voldeligt. Han skubber bordet, stolene og de andre børn omkring sig. Han skal være i centrum og have plads til at være sig selv.
• Handlesekvens: Hvad skete der? Konflikten? The complicating action?
• De andre børn brokker sig over hans opførsel og vil have ham ud af dansen. Ali ignorerer dem fuldstændig og fortsætter med sin dans. Til sidst kommer pædagogen og beder ham om at forlade rummet eller at danse ordentligt. Ali beslutter sig for den første mulighed, forlader rummet i oprør og siger, at alle er dumme og kedelige.
• Evaluering: Fortællerens holdning og budskab? Jf. (fra)valg, tillægsord.
• vild og voldelig, skubber, brokker, være i centrum, plads til at være sig selv, ignorer, oprør, dumme og kedelige
• Hendes holdning er at han er et larmende element, og at han er et problem i social kontekst.
• Resultat: Hvad endte det med? Konklusionen. The concluding action?
• vi har ingen slutning, udover at han forlader situationen og rummet
• det er et resultat af hans to valgmuligheder - “dans ordenligt eller gå”
• Afslutning: Udtoning. Overgang fra fortælling til ‘virkelighed’. Jf. ”De levede lykkeligt til deres dages ende.”
• Eksisterer ikke.

1. Leveranceopgave

Pædagogisk forløb - "livshistorier" 

Med udgangspunkt i Hiim og Hippes didaktiske model, har vi designet et pædagogisk forløb med undertitlen “livshistorie”. Vi har redegjort for, hvordan vi vil planlægge et livshistorieforløb med en person i en bestemt, relevant pædagogisk institution.

• Målgruppe: børnehavebarn, 5-6 år (storegruppen)
• hvad er vores fortælle-aktivitet eller fortælle-formidling?
• barnets bog

• Mål: Hvad er målet med jeres fortælle-aktivitet eller fortælle-formidling?
• at børnene skal få en opfattelse af sig selv og deres familie
• forstå noget om relationer og familie
• være kreative og aktive i aktiviteten
• at være aktive fortællere - hvorfor har du gjort som du har? hvad er det? hvad betyder det for dig? forklar mig lige…?
• Læringsforudsætninger: Hvilke erfaringer og hvilken kunnen har målgruppen? Hvad ved de? Hvad kan de?
• de kan tegne, snakke, fantasere, fortælle om deres familie,
• Rammefaktorer: De fysiske? De personmæssige? Økonomiske? Jura? Etik?
• de fysiske rammer: børnehaven, stillerum / rum hvor denne aktivitet kan udfolde sig med borde og stole
• de personmæssige rammer: os + børnene
• de økonomiske rammer: der skal bruges papir eller en barnets bog, de økonomiske rammer er minimale taget i betragtning at børnehaven har det meste i forvejen.
• Jura og etik: bogen skal ikke deles offentligt, eller vises til andre forældre, den er udelukkende til barnet og barnets forældre. Den skal blive i børnehaven til den dag barnet stopper der.
• Indhold: Hvad er temaet? Hvad skal målgruppen lære af det, som I laver?
• Temaet er “min bog”, barnet kan lære noget om sin oprindelse og sig selv, og lære noget om forskellighed og kultur, ved eksempelvis at se de andres “min bog”-bøger
• de lærer at fortælle - at blive et fortællende menneske, som fortæller sit eget narrativ
• lærer at være lyttende og deltage i samtale
• ved tryghed og savn kan bogen benyttes
• bogen er et godt redskab til deres hukommelse, man kan eksempelvis benytte sig af billeder som skildrer begivenheder i børnehaven, eksempelvis at slå katten af tødnen
• bogen stimulerer og motiverer barnet i dets udvikling i tæt samarbejde med forældrene.
• bindeled og udgangspunkt for mange gode snakke med børnene
• Læreprocessen: Hvordan skal målgruppen lære det?
• tegne tegninger af sig selv
• tale om billeder i bogen
• tegninger generelt
• kreative værker
• forældre og barn kan sammen lave et familietræ, og ud af det finde ud af hvordan man er relateret til mennesker og hvad det betyder
• fortællinger som er nedskrevet af pædagog eller forældre
• forældrene skal udfylde det første hjemme, da det handler om barnets ophav

1. Leveranceopgave

"Den dag, jeg besluttede at blive pædagog" 

 I grupper fortæller alle fire personer om minimum 1, maksimum 3 personer eller begivenheder, som bidrog til, at I hver især besluttede jer for at blive pædagog. Efter hver fortælling, giver gruppen respons i forhold til, hvad for en person eller begivenhed, som virkede mest betydningsfuld/afgørende for, at vedkommende gruppemedlem valgte at blive pædagog. Endelig skriver hver person i gruppen en livshistoriefortælling med titlen ”Den dag, jeg besluttede at blive pædagog” (min. 1½ side, max. 2 side - 1 side 2400)

Mette:

Lad mig præsentere mig selv, mit navn er Mette, jeg er fra Horsens og 20 år gammel. Jeg har fået til opgave at skrive om den dag, hvor jeg besluttede at blive pædagog.

Okay, jeg ved ikke helt akkurat hvor vi befinder os, hverken tid eller sted. Det er formodentlig omkring juli 2015, på en campingplads i Berlin.

Jeg valgte oprindeligt at søge ind på uddannelsen i Aalborg, for at få min kæreste og mine forældre til at stoppe med at nage mig. Jeg havde et job som kørende sælger, og var ganske glad for det - indtil de begyndte at snyde mig for penge, men det er en anden sag.

Jeg havde ingen rigtige planer om at begynde at uddanne mig, fordi jeg var så meget i tvivl. En af grundene til min tvivl var, når jeg fortalte familie og venner, at jeg havde søgt ind på UCN som pædagog, fik jeg ofte en kommentar som, ”du skal sigte højere med dit flotte karaktersnit” smidt i hovedet – det var ikke ligefrem motiverende.

Jeg var altså primært i tvivl omkring uddannelsen, som pædagog, fordi jobbet ikke fremstilles særlig belønnende eller godt af de fleste mennesker. Det virker ikke som om at det bliver særlig anerkendt, ikke engang af de forældre, som benytter institutionerne for at deres hverdag kan hænge sammen, med job og fritid.

Jeg havde gået mange dage og været en smule spændt på at modtage et svar fra UCN, og det gik den dag op for mig, at jeg faktisk gerne ville være pædagog. Den dag besluttede jeg mig for at stå op for mit valg af uddannelse, og være stolt af det, og give fingeren til dem som ikke mente jobbet var noget for mig, fordi det var for ”nemt”. Jeg ville begynde at anerkende jobbet, og være en af dem, som stolt fortalte omkring pædagogik, og forklarede de mere eller mindre dømmende, utaknemmelige forældre og andre, at pædagogik, er meget mere end at tørre løbende næser og skifte bleer. Pædagogik handler om at hjælpe og udvikle mennesker. Pædagogik er ikke kun noget der eksisterer i børnehaven, det foregår i SFO’en, fritteren, skolen, børnehaven, vuggestuen, institutioner, plejehjem – mulighederne er mange. Man kan arbejde indenfor ungeområdet, børneområdet eller ældreområdet. Pædagogik har noget med alle aldersgrupper at gøre.
Da jeg endelig stod frem og fortalte mine forældre og kæreste, at jeg glædede mig til at få svar fra UCN, og at jeg håbede at jeg kom ind til september, blev jeg overrasket over den støtte og glæde der var tilstede. Mine forældre var glade, og pointerede at de glædede sig til at jeg skulle begynde at få en omgangskreds i Aalborg. Jeg er fra Horsens, og flyttede med min kæreste da han ville studere Software Engineering. Min kæreste var glad, fordi han synes jeg ville have godt af at få venner på min egen alder, som ikke var chefer i diverse supermarkeder. Selv var jeg glad, fordi jeg følte endeligt, jeg kunne komme ud med mine tanker og følelser omkring det at være pædagog. Jeg var spændt på at begynde et nyt kapitel af mit liv. Jeg går i dag på uddannelsen, og det første stykke tid har været noget af en øjenåbner for mig. Sikke spændende og bredt pædagogik kan være.

Jeanette:

Det var som sådan ikke en bestemt dag, hvor jeg besluttede at blive pædagog.

Da jeg gik i folkeskole var jeg god til matematik og fysik, og fik ofte at vide, at det var det, jeg skulle satse på, at blive noget indenfor. Til trods for den ros jeg fik, på mit arbejde for min kundevenlighed, valgte jeg at starte på HTX.

Mine ideer og drømme indenfor matematikkens veje var store, og jeg drømte mest af alt om et job, hvor jeg kunne være udenfor, og samtidigt bruge det jeg havde lært.

Drømmen braste dog da jeg kom på andet år, og indså, hvor meget jeg hadede, at man nu  blandende alfabetet og tallene lidt for meget sammen.

Jeg ville dog kæmpe videre, for hvad skulle jeg ellers lave? Det gik fint, og de høje karakterer væltede ind.

På et tidspunkt, indså jeg dog, at jeg måtte opgive livet indenfor matematikkens verden, og specielt det med at rende rundt udenfor, da jeg kom galt afsted med min fod.

Så måtte jeg jo gå ad andre veje, og tankerne faldt tilbage på dengang en kollega sagde, at hun ikke kunne forstå, at jeg ikke ville arbejde med mennesker. Så jeg besluttede da, at psykologi kunne være spændende, for til sidst at ende som krimipsykolog.

Men på et tidspunkt ændrede min holdning til skolen sig, og jeg valgte at arbejde lige så meget som jeg gik i skole. Det vil altså sige, at min tid og ikke mindst overskud til afleveringer var nærmest ikke eksisterende.

Jeg har selv været igennem en masse ting i mit liv, hvor jeg ville ønske, at jeg havde nogle professionelle at kunne snakke med. Derudover, synes jeg det er forfærdeligt, at vi bruger så mange penge på unge kriminelle i samfundet, hvor man garanteret kunne have sat en pædagog/mentor på, og have undgået kriminelle handlinger, og fængselsophold.

Derfor besluttede jeg, at jeg ville være pædagog, så jeg kunne gøre en forskel for andre mennesker.

Line

Jeg er en kvinde på 33 år, gift med Martin og mor til Kosmus på knap 6 år.

Jeg har været i den finansielle sektor siden 2002. Jeg gik ned med stress i april 2013 og fik efterfølgende en depression. Jeg havde det rigtig dårligt. Det påvirkede min personlighed, mit temperament, min hukommelse, mine sociale relationer, mine evner med tal, stavefærdigheder og meget andet. Jeg frygtede, at jeg aldrig ville komme tilbage på ordinære vilkår på arbejdsmarkedet eller nogensinde blive Line igen.

I juni 2014 var jeg så heldig at komme i revalidering på Forsorgshjemmet Svenstrupgård. Det er et midlertidigt døgntilbud til dem, der ikke har eller kan være i eget hjem på grund af særlige sociale problemer, fx hjemløshed eller misbrug.

Under opholdet kan de få hjælp af socialrådgivere, pædagoger mv. til deres problemer omkring misbrug, bolig, økonomi og arbejde.

Tilbud omfatter også støtte, efter at de er blevet udskrevet. Det kan være et ophold i en bolig med støtte fra Svenstrupgårds personale, beskæftigelse om dagen samt kortere afrusnings- og afgiftningsforløb i afrusningsklinikken, der også er en del af Forsorgshjemmet.

Med hjælp fra en af mine ressourcepersoner, Peter H. fik jeg en plads i administrationen på Svenstrupgård. Han trak i nogle tråde, hvilket jeg er ham meget taknemmelig for. Han har hjulpet mig til møder med Kommunen, hjulpet mig videre ud og givet mig noget af troen på mig selv igen. Jeg har kendt Peter H. siden juni 2013 og jeg har set ham jævnligt siden. Jeg kan ikke have Peter. H i mit liv for altid. Han er det, jeg vil kalde min ”professionelle ressourceperson”. Peter H. er min psykolog.

Da jeg blev sygemeldt tænkte jeg hurtigt, at jeg ikke turde komme tilbage til den finansielle sektor. Jeg skulle blive rask og så skulle jeg noget helt andet – men hvad?

Mit revalideringsforløb på Svenstrupgård i 14 måneder åbnede mine øjne for pædagogikkens mangfoldige vifte.

Jeg begyndte at lege med tanken om at læse. Kan en bankkvinde blive pædagog?

Min mand og reservemor mente, at udfordringen kunne være for stor for mig. De foreslog lagearbjede i nogle år til stressen havde sluppet mig helt.

Peter H. var ikke i tvivl. Han syntes, jeg skulle i gang med at læse. Han mente, at det ville være rigtig godt for mig på mange personlige planer. Og samtidig få rusket mig fri af Kommunen og deres sygedagpengesystem.

Jeg søgte ind på uddannelsen uden at fortælle andre end Peter H. og min mand det. Jeg kom ind og var lettet og glad. Min mand og reservemor var knap så begejstrede. Jeg kom selv i tvivl. Jeg snakkede med Peter H. der igen hjalp mig og gav mig troen på, at det nok skulle gå. Hvad er det værste, der kan ske?

Jeg fik en snak med min familie, fik fortalt dem og min og Peter H.s snak og jeg har siden haft deres opbakning.

Jeg er i dag i gang med modul 3 på pædagogseminariet og jeg er glad. Jeg har igen troen på, at jeg sagtens kan vende tilbage til arbejdsmarkedet og bidrage med en masse personlighed og faglighed.

Heidi:

Det har altid ligget i mine kort, at jeg skulle tage pædagog uddannelsen. Fra helt lille af, da jeg selv gik i børnehave, har jeg fået fortalt, at jeg kunne tage de jævnaldrene børn i hånden og sætte dem i gang med en leg. Kom de så op at skældes eller blev uvenner af en eller anden grund, var jeg der altid. Jeg fik dem altid skilt af eller gjorde sådan, at de kunne forsætte legen som venner igen. Så tanken om at blive pædagog en dag har længe været en del af mig.

Sammen med tanken om at blive pædagog, kom tanken om at blive stewardesse dog også, og det blev drømmejobbet for mig. Det var det, jeg skulle være. Jeg skulle tage pædagog uddannelse for at have en uddannelse. Så havde jeg jo altid det at blive, når jeg ikke længere kunne være stewardesse. På den måde kunne jeg blive stewardesse og med tiden også pædagog, så jeg havde været begge de jobs, som stod øverst på min liste, men sådan kunne det ikke blive.

Den dag, jeg besluttede, at det var pædagog, jeg skulle være, var den dag, jeg fik af vide, at mine rygproblemer var grundet en medfødt fejl i ryggen. Jeg havde forinden gået med smerter i ca. 4 år, og det var også derfor, at min beslutning fra start af var, at jeg skulle tage pædagog uddannelsen, blive stewardesse derefter, og når min ryg så sagde stop eller simpelthen ikke kunne holde til det, så kunne jeg gå hen og blive pædagog i stedet for. Så den dag jeg fik af vide, hvad der egentlig var galt med min ryg, var det indlysende for mig, at jeg ikke kunne blive stewardesse, og det blev dermed også indlysende for mig, at jeg 100% skulle være pædagog en dag.